December 14 2017 20:02:23
Navigation
Nyeste artikler
· Endnu et debat indlæg
· generelt om akustik
· svar til målemafiaen
· Kritik af målemafien
· duelund 4 vejs simul...
Artikelhierarki
Hovedside for artikler » Diverse artikel stumper » Kritik af målemafien
Kritik af målemafien
Bob Carver overraskede i 1985 med at få en transistor-forstærker til at lyde som en dyr Conrad Johnson rørforstærker , Carver arbejde med såkaldt nulling , man sammenligner to forstærkere igennem et kredsløb som udleder differensen/forskellen på signalet fra de to forstærkere, lydforskellen gengives herefter af en højtaler, er der ingen lyd er de to forstærkere helt ens , mere teknisk udtrykt de har den samme overføringsfunktion i alle henseender.

For at opnår dette justerede Bob Caver bl.a. alle de harmoniske , sikrede at strømforsyningerne i de to forstærkere ydede det samme antal watt , han justerede dæmnings-faktoren så den var identisk for de to forstærkere, han sikrede samme frekvensgang og fasegang , og sikkert meget meget mere.

Carver satsede på at differens-signalet skulle ned på -70 db (3160 gange ) som igen svarer til 0.03% forskel på de to forstærkere.
Var dette opfyldt mente Carver at de to forstærkere ville lyde identisk/ens , det gjorde de dog ikke i første omgang , testholdet hørte en forskel , og Carver måtte korrigere , problemet viste sig at være en vario-trafo til net-spændingen som Carver havde benyttet som ikke leverede tilstrækkelig med strøm ved gengivelse af musik, således at de 70 db faldt til ca 35 db (56gg) i det aktuelle test-rum hvor net-spændingen var mere optimal/konstant end i Carvers arbejdsrum.

Carver fik justeret tingene på plads og opnåede de -70 db både i sit eget arbejdsrum og i test-rummet, man skulle have øret helt ned i højtaleren for svagt at kunne hører differens-signalet i mellem de to forstærkere, og testholdet kunne umiddelbart ikke hører forskel på de to testobjekter mere, ved nær-lytning fandt testholdet dog nogle nuanceforskelle og Carver måtte tilbage igen og rette til, derefter lykkes det, og Caver havde vundet udfordringen, han havde gjort lyden fra en rør og transistor forstærker så ens at testholdet ikke umiddelbart kunne høre en forskel . https://en.wikipedia.org/wiki/Bob_Carver ,
En moderne udgave af det kredsløb som Carver benyttede sig af kunne være dette dette program . http://www.libinst.com/Audio%20DiffMaker.htm.
Forsøget er fuldstændig beskrevet her http://www.stereophile.com/content/carver-challenge#ukRvRmO8VC6PyEWk.97

Hvad kan konkluderes ud fra dette forsøg, hvor man teoretisk er på helt fast grund, er de to overføringsfunktioner helt ens så bør den resulterende lyd også være identisk, kort sagt. Er to objekter/apparater helt ens bør de også lyde ens/identisk (hvad de ikke altid gør i blindtest, så denne test er i princippet ubrugelig, i øvrigt også af andre grunde som det vil føre for vidt at komme ind på her).

Logisk vil så følge at hvis de to testede objekter er forskellige vil de også lyde forskelligt, mere eller mindre, hørbart eller ikke hørbart i en given situation , som vil inkluderer anlæg ,lytteren, lytterum og musik/kildemateriale.

Skal de to apparater lyde ens skal ligheden i mellen de to objekter mindst svare til en nøjagtighed på -70db , ikke ved traditionelle målinger , men ved en såkaldt nulling som Carver benyttede sig af, en måling som er altomfattende og ikke kun tager en enkelt parameter i betragtning, men alle.

Man kan spørger sig selv hvor mange traditionelle målinger skal der til for at sikre at det svarer til Bob Carvers måling (nulling)?.

Målemafiaen satser ikke på at klone noget som Carver gjorde , det som er målet for målemafiaen er typisk minimum fejl ,og helst nul fejl .

Men betyder dette at objekterne/apparaterne kommer til at lyder ens og mere rigtigt? , nej ikke efter min erfaring , langt fra endda, eksempelvis er der lydforskel på opamps med 0.0000 dyt THD osv.

En af de besynderlige ting ved hi-fi er at mængden af fejl ikke altid hænger sammen med den oplevede lyd-forskel, ja nogle gange virker det helt helt uforståeligt/nærmest grotesk at en modstand kondensator eller kabel kan give så stor en lydforskel, men vi må formode at disse lydforskelle kan nulles ud ved at justerer på de kendte fejl-parameter, det kunne Carver i 85.

Men på trods af den lille fejlmængde er der stadigvæk tusindvis af muligheder for forskellige sammensætninger af fejl og dermed en unik specifik lydsignatur.

Det er lidt på samme måde som at vin umiddelbart er relativt ens, hvis der måles , men tager man hensyn smagssansen og lugtesansen og synet åbnes en verden af utallige smagsnuancer, som kun mennesket er i stand til at vurderer og vælge i mellem, og jo flere erfaringer med vin jo flere smagsnuancer kan man detekterer og jo sikre bliver ens vurdering.

Jeg mener at målemafiaen går galt i byen, når de som det eneste tro at minimum fejl også vil giver ens eller perfekte hi-fi apparater, og endnu mere fejlagtigt er det at påstår at når fejlen er tilstrækkelig lille så er den pludselig helt/fuldstændig betydningsløs , dette passer naturligvis når måleinstrumenterne vurderer resultatet, men ikke når mennesker gør det. Men naturligvis er der nogle parameter som er vigtigere end andre.

Der er som sagt maser af muligheder for forskellige lydbillede også med procentvis meget lille fejl i systemet/apparatet, en anden interessant ting er at lydbilledet fra systemer med lav fejl typisk har sin helt egen klangnuance/lydsignatur på grund af de metoder man benytter sig af for at opnår minimum fejl, eksempler på dette er modkobling og fejl korrigering i al almindelighed.

Der kan konkluderes at en fuldstændig perfekt overføringsfunktion ikke er en mulighed, og der skal meget små lydforskelle til for at mennesker er i stand til at vurderer lyden som forskellig, og dermed vil foretrække det ene frem for det andet.

Et andet faktum er den mest perfekte overføringsfunktion ikke altid er den som foretrækkes til musikgengivelse .

Man kan klone en overføringsfunktion, det var det Carver gjorde.
Men det er ikke muligt at klone den perfekte overføringsfuntion (nul fejls teorien) hverken i optagelses fasen eller gengivelse fasen. Det må også konkluderes at ingen eksakt ved hvordan noget skal lyde, ingen ved eksakt hvad der er havnet på kildefilen.

Hvert apparat har i princippet sin helt egen unikke overføringsfunktion, og derfor er der lydforskel på alt som ikke er helt ens/identisk.
Enhver form for valg ud fra smag eller måling eller måske mavefornemmelse eller lydkvalitet er et valg af en unik overføringsfunktion med en unik lyd-signatur.

Et anlæg består af tusindvis af komponenter sammensat til hele apparater, så der er tusindvis af valgmuligheder , som kan gøres bevist ved at man forsøger at vælge de bedst lydende komponenter, eller valget kan være ubevist ved at man siger at et kabel er et kabel , en modstand er en modstand , en kondensator er en kondensator osv. bare komponenterne holder en rimelig godt kvalitets niveau, og overholder kravspecifikationerne, så regnes de for ens.

Det ovenstående er også et vigtigt punkt som typisk adskille målemafiaen og de mere subjektive orienterede DIY hi-fi entusiaster, som vælge sine komponenter ud fra lyttetest.

Nogle fra målemafiaen går endda så vidt som til at mene at det kun er højtaleren og rum som har betydning for lyden, Ja jeg tør godt her påstår at de simpelthen ikke aner ikke hvad de taler om, jeg vil garanterer at jeg kan løfte et anlægs lydkvalitet væsentligt med ganske få ændringer i elektronikken.

Det stemmer også godt overens med Bob Carvers forsøg som bl.a. fortæller at meget meget små ændringer er hørbare selv igennem en højtaler som forvrænger flere procent, noget man også kan undre sig over.

Jeg mener selv man bør følge to veje/strategier i jagten på optimal hi-fi.

Under alle omstændige vil måling altid være en del af hi-fi om ikke andet vil producenten have gjort det for en.

Jeg selv mener at man bør prøve at sikre en så perfekt overføringsfunktion ved måling som muligt rent teknisk (dette inkludere også vejen fra højtalerne til øret (rummet)).

Men lad altid ørerne træffe det afgørende valg, vurder om musikken gengives korrekt og meget gerne med mange sæt ører , og naturligvis med naturtro optagelser, brug ikke de såkaldte hifiiiii…. optagelser , det som typisk slippes ud af studioerne er tilpasset til at lyde fedt og ikke mindst ens på det udstyr som målgruppen for musikken typisk afspiller sin musik på, bliver dette referencen opnås ikke andet end at ens lyd komme til at ligner den halvdårlige monitor og elektronik som er benyttet til miksning i studioet.
Brug altid og kun den absolutte reference, den levende musik.
.
Bob Carvers forsøg viser at strøm til apparatet både net-forsyning og interne forsyninger er helt afgørende for lydresultatet.
Om vi her efter 30 år kan høre mindre nuanceforskelle i lyden end i 1985 tja, jeg formoder det, og håber det, jeg er i hvert tilfælde selv rykket betragteligt i mod bedre hi-fi i de år.

Som sagt er der uendelig mange forskellige overføringsfunktioner og enhver valgt stump/komponent og enhver valgt teknisk topologi vil være med til at forme en unik overføringsfunktion for det aktuelle apparat.

En komponent/et kabels bidrag til overføringsfunktionen er typisk meget lavt i forhold til forskellige kredsløbs løsningers bidrag, men komponent bidrag kan blive forstærket op og derved blive mere betydende. Der foregår i hvert tilfælde besynderlige ting her. Når en enkelt modstand kan ændre et helt anlægs lyd.

Man kan teste dette "mærkelige fænomen" eksempelvis i en såkaldt shunt volumenkontrol, som består af en seriemodstand af passende størrelse og et potmeter som sider parallelt og afleder signalet.
Det er her nemt at skifte seriemodstanden til en anden type og hører lydforskellen som kan være ret markant, det er i sig selv meget besynderligt og mine forklarings-modeller ophører simpelthen her, jeg kan kun konstaterer.
Om det er en ændring af støjspektre eller THD spektre som gør forskellen, eller det er fordi alt tilnærmelsesvis ligger parallelt, som en parallel-kreds hvor ændring af en komponent vil resulterer i at man ændre hele parallel-kredsen, tja jeg ved det ikke, kan kun konstaterer at samlet høres det ud som slags materialelyd.

Jeg kan konstaterer at både ledere (modstande) og afledning (kondensatorer) giver lydforskelle, og at disse lydforskelle kan overføres via magnetisme trafoer osv. og via såkaldt displacement current , som svarer til måden en overførings-kondensator overføre signalet.

Konklusionen må være at der er brug for både den subjektive vurdering og den objektive hvis det optimale hi-fi resultat skal opnås.
Hi-fi består af klang og præcision og perspektiv, klang er vanskeligt at måle det samme er perspektiv, men disse to parameter er helt afgørende for at man tror på den gengivende illusion, en del af klangen hænger direkte sammen med præcisionen i anlægget, perspektivet ligeså, men umiddelbart ikke det hele.

Alt kan ikke dokumenteres/bekræftes via målinger, dog kan man ikke vide dette med 100% sikkerhed, da et anlæg med nul-fejl som sagt er en utopi/ikke en mulighed, på samme måde som en optagelse med nul fejl heller ikke er en mulighed.

Grundlaget/vejen /målet for målemafiaen er typisk jo mindre fejl jo bedre, men sådan hænger det ikke altid sammen efter min mening, selv om jeg som sagt absolut mener at fejl skal bringes til et minimum så virker det som om strukturen af den totale fejls sammensætning er vigtigere end den totale mængde af fejl.

Ganske lidt fejl måske med forkert fejl-struktur kan høres være ud ind helt op til 1% THD fra eksempelvis en god rør-amp.

Et billede på det kunne være at man flytter rundt/skifter plads i en live situation i en koncertsal eller på et spillested osv.
Uanset hvor man sider så lyde det som levende musik, men der kan måles masse af lydforskelle på de forskellige positioner, selv hvis man går uden for rummet lyder det som levende musik, der er noget udefinerbart her, noget som ikke umiddelbart kan måles, noget som kun kan opdages vurderes ved lytning/subjektive indtryk.

Der er utroligt hvor lidt et anlæg kan sige i forhold til andet anlæg når elektronikken/kabler er dæmpet og fuldstændig optimeret , hvor "langt" der kan blive i mellem de enkelte toner, hvordan tonerne kan hænge i luften, hvordan der er den rigtige fyldighed (i hele frekvensområdet) , hvor logisk og lige til musikken forløber i rytme og struktur selv på meget kompliceret musik , uden man hører en eneste "detalje", selv på det man vil kalde en halvdårlig højtaler.
Log ind
Brugernavn

Kodeord



Har du glemt dit kodeord?
Bed om et nyt ved at klikke her.
29,399 Unikke besøg